Staten rettede ikke ind efter en EU-dom om indvendig inspektionshøjde på grisekøretøjer i 2011. I de godt otte år der gik inden reglen endelig blev ophævet, kostede det store tab for grisetransportørerne. Nu koster det, ifølge advokatfirmaet Sønderby Legal, skatteyderne dyrt, at de daværende regler ikke blev ændret i overensstemmelse med EU-retten, som man burde forvente
Tilbage i 2002 var der bredt politisk fokus på skærpelse af reglerne for grisekøretøjer, og justitsministeren blev pålagt at tage affære. Der blev stillet forslag om vedtagelse af en max. transporttid på 8 timer, men da der ikke var flertal for dette, vedtog man i stedet et krav om 140 cm indvendig inspektionshøjde. En ikke blot markant omkostningsfuld ændring for transportørerne, men også et krav af tydelig besværliggørende karakter med henblik på indirekte at reducere antallet af lange transporter. En klar overtrædelse af EU-retten.
Brancheorganisationerne Foreningen af Danske Svineproducenter (LaDS) og SamMark stævnede Fødevarestyrelsen. Via Vestre Landsret blev sagen ad to omgange forelagt for EU-Domstolen, som i december 2011 underkendte reglen. Der gik dog godt 8 år førend Fødevarestyrelsen pr. 1. januar 2020 ophævede reglerne.
Mens sagen blev behandlet ved EU-Domstolen, måtte medlemmer af LaDS og SamMark indlede yderligere retsskridt mod Fødevarestyrelsen for at kræve deres tab godtgjort og undgå forældelse af deres eventuelle krav. To virksomheder blev af LaDS og SamMark valgt ud som front runners.
LaDS og SamMark tabte i Københavns byret men har nu vundet i Østre Landsret, der i sin dom satte to streger under de tydeligt EU-stridige forhold i sagen:
”Landsretten lægger til grund, at formålet med reglen om inspektionshøjde var at opfylde en politisk målsætning om at gøre det mere besværligt og omkostningsfuldt at opfylde transportkravene for derigennem indirekte at reducere antallet af dyr, der blev bragt til slagtning med langvarige transporter…”
Dommen satte et punktum i sagen for de to virksomheder og gør foreløbig skatteyderne i alt 8 millioner fattigere. Tilbage står nu de andre virksomheder bag sagen, som har lidt samme tab ved at skulle betale for at installere ekstra udstyr til at skabe inspektionshøjde i deres køretøjer.
Sagen viser, at udgifter til etablering af ekstra højde på tre etagers grisekøretøjer kan kræves erstattet ifølge advokatfirmaet Sønderby Legal, som har ført det store sagskompleks.
Dermed åbner sagen op for, at flere transportører kan rejse krav om erstatning.