Sønderby Legal repræsenterede i en bolighandel køberen af en ejerlejlighed. Handlen var indgået med et sædvanligt rådgiverforbehold. Sælger blev, inden handlen var endelig, bekendt med nogle forhold, der ville medføre udgifter for vores klient efter overtagelsen, men videregav ikke oplysninger herom til vores klient.
Det viste sig, at kælderen i ejendommen efter købsaftalens underskrivelse men inden endelig handel var blevet besigtiget af en taksator med henblik på fornyelse af forsikring med branddækning, og taksatoren havde konstateret flere rådne bjælker og manglende brandhæmmende gipsplader.
Ejerforeningens formand havde derudover, samme dag som taksator havde besigtiget ejendommen, i et internt facebookopslag gjort opmærksom på, at der i den konkrete lejlighed var forhold, som den tidligere ejer ikke havde ladet udbedre. Inde i lejligheden var der alvorlige brandtekniske mangler ved emhættens udsug. Udsugningen gik ud på brandtrappen, hvilket var årsagen til, at både formanden og taksatoren havde kunnet se det. Et væsentligt forhold, som sælger loyalt burde have oplyst om i forbindelse med handlen. Tvisten endte i byretten. Vores anbringender var, at sælger tydeligvis havde tilsidesat sin loyale oplysningspligt og dermed pådraget sig et erstatningsansvar overfor vores klient. Sælger anmodede senere, da sagen endte i Landsretten, om supplerende syn og skøn og blev af skønsmanden bekræftet i, at udgifterne til kælderen udgjorde en 100 % forbedring. Men Landsretten fulgte vores anbringender om, at kælderens stand ikke havde nogen betydning for handelsværdien af lejligheden, men at det ville udsigten til en større udgift have haft for vores klient.
Vores klient fik under sagen tilkendt erstatning for den mangelfulde løsning vedrørende udsugning og for udgiften til arbejdet med udbedring i kælderen.
I forhold til sagsomkostninger, nedsatte Landsretten erstatningen en smule, og derfor fik vores klient kun delvise sagsomkostninger.