mail@sonderbylegal.eu
+45 72 10 90 90

Frankrig dømt ved EU-Domstolen i sag om udbytteskat


Frankrig blev dømt for forskelsbehandling mellem udbytte modtaget fra datterselskaber i Frankrig og andre medlemsstater. Det er i strid med etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser.

Læs artiklen fra Jyllands-posten, tirsdag den 13. november 2018 her.

I 2001 anmodede det franske selskab Accor, de franske skattemyndigheder om tilbagebetaling af forskudsskat, som selskabet havde betalt i forbindelse med udlodning af udbytte modtaget fra dets datterselskaber i andre medlemsstater. Anmodningen var knyttet til den omstændighed, at efter de franske skatteregler kunne et fransk selskab få tilbagebetalt den forskudsskat, der var knyttet til udlodning af udbytte modtaget fra datterselskaber i Frankrig.

Da skattemyndighederne afslog anmodningen, anlagde Accor sag ved den franske forvaltningsdomstol. Under sagens verseren for Conseil d’État (øverste forvaltningsdomstol i Frankrig), blev EU-Domstolen i 2009 anmodet om at træffe afgørelse i sagen med hensyn til de franske skattereglers forenelighed med EU-retten.

I dom af 15. september 2011 fastslog EU-Domstolen, at de franske skatteregler var i strid med etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser, der er sikret i EU-retten. I dommen bemærkede EU-Domstolen, at både etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser stiller krav om ophævelse af restriktioner, der hindrer den frie bevægelighed. EU-Domstolen opremsede i den forbindelse betingelserne for, at der foreligger en restriktion for etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser.

For det første skal der være tale om en forskellig behandling af rent nationale situationer, og situationer der har grænseoverskridende karakter, og situationerne skal være objektivt sammenlignelige. For det andet skal en sådan restriktion, for at være forenelig med etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser, være begrundet i tvingende hensyn af almen interesse. Selv om restriktionen er begrundet, skal den for det tredje kunne holdes inden for rammerne af EU-rettens krav til proportionalitet. Det betyder, at den skal være egnet til at sikre gennemførelsen af det mål den forfølger, og at den ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette.

Med hensyn til den første betingelse udtalte EU-Domstolen, at de franske skatteregler indebar en forskellig behandling mellem udbytte hidrørende fra datterselskaber i Frankrig og andre medlemsstater. Endvidere at situationen for et selskab er den samme, hvad enten dets datterselskaber, hvorfra udbyttet er modtaget, er hjemmehørende i Frankrig eller i andre medlemsstater. Den omstændighed, at aktionærer kan afholdes fra at erhverve kapitalandele i et selskab på grund af, at udbytte fra dets datterselskaber i andre medlemsstater vil være mindre, end hvis det hidrørte fra datterselskaber i Frankrig, kan afholde selskabet fra at udøve sin virksomhed gennem datterselskaber i andre medlemsstater. EU-Domstolen fastslog, at der dermed forelå en restriktion.

For så vidt angår den anden betingelse bemærkede EU-Domstolen, at Frankrig ikke havde henvist til tvingende hensyn af almen interesse, som kunne begrunde restriktionen, og det var derfor ikke nødvendigt at undersøge den tredje betingelse. EU-Domstolen fastslog herefter, at de franske skatteregler var i strid med etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser.

Med udgangspunkt i EU-Domstolens tilkendegivelse i dom af 15. september 2011 afsagde Conseil d’État to domme, hvori den opstillede betingelser for tilbagebetaling af den forskudsskat, som franske selskaber, der havde modtaget udbytte fra datterselskaber i andre medlemsstater, havde betalt. Efter dette modtog EU-Kommissionen flere klager vedrørende disse domme.

Da EU-Kommissionen var af den opfattelse, at dommene var i strid med EU-retten, fordi der ikke blev taget hensyn til den skat, som datterdatterselskaber i andre medlemsstater allerede havde betalt, indledte den et traktatbrudssøgsmål mod Frankrig ved EU-Domstolen. I denne forbindelse blev EU-Domstolen bedt om at udtale sig om to problemstillinger. Dels vedrørende tilsidesættelse af etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser, således som disse blev fortolket af EU-Domstolen i dom af 15. september 2011. Dels vedrørende tilsidesættelse af den pligt, som en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, har til at indbringe en sag for EU-Domstolen, når der er tvivl om fortolkningen af EU-retten.

Med hensyn til den første problemstilling fastslog EU-Domstolen, at Frankrig havde opretholdt den forskelsbehandling, som EU-Domstolen i dom af 15. september 2011 konstaterede var i strid med EU-retten. Conseil d’États gennemførelse af dommen indebar, at et franske selskab, der modtog udbytte fra datterselskaber i andre medlemsstater, kun blev indrømmet tilbagebetaling af forskudsskat under hensyntagen til den beskatning, der var foretaget i datterselskabet. Derimod blev der ikke taget hensyn til den beskatning, der var foretaget af samme udbytte hos datterdatterselskaber i andre medlemsstater, det vil sige på et lavere niveau i kapitalkæden. Kun hvis datterdatterselskaberne var hjemmehørende i Frankrig, kunne der tages hensyn til beskatningen på dette niveau. Dette indebar således en forskellig behandling udelukkende på grund af udbyttets oprindelse.

Ifølge EU-Domstolen skulle Frankrig, for at have bragt den forskellige behandling til ophør, have taget hensyn til den tidligere beskatning af udbyttet uafhængigt af, på hvilket niveau i kapitalkæden beskatningen havde fundet sted. Ved ikke at have gjort dette, har Frankrig opretholdt en tilsidesættelse af etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser.

For så vidt angår den anden problemstilling fastslog EU-Domstolen, at Conseil d’État havde tilsidesat sin forpligtelse til at forelægge sagen for EU-Domstolen. En national domstol, såsom Conseil d’État, hvis afgørelser ikke kan ankes, er forpligtet til at indbringe en sag for EU-Domstolen, når der rejses spørgsmål om fortolkningen af EU-retten. Formålet er at forhindre, at der i en medlemsstat opstår en national praksis, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten. Forpligtelsen gælder dog ikke, hvis det rejste spørgsmål ikke er relevant, hvis spørgsmålet allerede er blevet fortolket af EU-Domstolen, eller hvis der ikke er tvivl om EU-rettens korrekte anvendelse. EU-Domstolen lagde vægt på, at det på tidspunktet, hvor Conseil d’État havde afsagt de to domme, ikke kunne udelukkes, at der forelå en rimelig tvivl med hensyn til, om de opstillede betingelser for tilbagebetaling var i overensstemmelse med EU-retten, og at Conseil d’État derfor skulle have forelagt sagen for EU-Domstolen.

Dommen viser, at selvom der på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke er fastsat regler, der harmoniserer medlemsstaternes skattesystemer, og medlemsstaterne således har kompetence til selv at fastlægge deres egne skattesystemer, skal medlemsstaterne udøve denne ret inden for rammerne af EU-retten. Medlemsstaterne kan således ikke, sådan som Frankrig har gjort det, opretholde nationale skatteregler, som er i strid med etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser, der er sikret i EU-retten.

"Det er afgørende for os, at der er kvalitet i alt, hvad vi foretager os"

Kontakt os

 

København K

Amaliegade 12
1256 København K
Parkeringsvejledning

AARHUS

Havnegade 4
8000 Aarhus C
Parkeringsvejledning

RANDERS

Tronholmen 3
8960 Randers SØ
Parkeringsvejledning


Telefon: +
45 7210 9090
Email:
mail@sonderbylegal.eu

Kontonr.:
6186 0011301118
IBAN:
DK2261860011301118
SWIFT:
KRONDK22


×

Menu

Ring til os

Skriv til os

Kontakt os

Har du brug for hjælp kan du kontakte os gennem kontaktformularen eller ringe 72 10 90 90Vi kan hjælpe med følgende