mail@sonderbylegal.eu
+45 72 10 90 90

Arbejdsgiveren er den, som kan hyre og fyre og betaler lønnen


Udøver en international transportvirksomhed den faktiske ledelsesbeføjelse, bærer den chaufførens lønomkostninger, og har den ret til at foretage afskedigelser, så kan den betragtes som arbejdsgiver.

Læs artiklen fra Jyllands-Posten, mandag den 5. oktober 2020 her

EU-Domstolen fastslår i en dom fra den 16. juli 2020, at den virksomhed, med hvem internationale lastbilchauffører indgår ansættelseskontrakter med, ikke nødvendigvis skal betragtes som deres respektive arbejdsgiver. Foruden de formelle oplysninger som ansættelseskontrakten indeholder, skal der yderligere tages hensyn til den måde, hvorpå de forpligtelser, der påhviler både den pågældende arbejdstager og den pågældende virksomhed i praksis, udføres i forbindelse med kontraktens gennemførelse. For at identificere arbejdsgiveren skal det derfor fastlægges, hvilken virksomhed der har de faktiske beføjelser overfor arbejdstageren, hvem de tilknyttede lønomkostninger påhviler, og hvem der besidder den faktiske ret til at afskedige arbejdstageren.

Sagen omhandlede en cypriotisk virksomhed, AFMB Ltd, der indgik ”flådestyringsaftaler” med transportvirksomheder i Nederlandene. Virksomheden indgik ligeledes i forskellige perioder mellem den 1. oktober 2011 og den 26. maj 2015 ansættelseskontrakter med flere internationale lastbilchauffører, der ligeledes havde hjemme i Holland. Heraf fulgte, at de var underlagt ledelsesbeføjelser fra de forskellige transportvirksomheder. Både chaufførerne og AFMB Ltd. mente, at sidstnævnte var deres retmæssige arbejdsgiver, eftersom det var det, der formelt fremgik af kontrakterne. Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank (bestyrelsen for den sociale sikring, Holland), udpegede derimod de nederlandske transportvirksomheder som deres respektive arbejdsgiver, og sagen endte derfor ved den nationale ret i Holland, hvor Centrale Raad van Beroep (appeldomstolen i sager vedrørende social sikring og tjenestemænd, Holland) besluttede at udsætte sagen med henblik på forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen. Retten fremhævede, at hvem der kunne betragtes som arbejdsgiver var af afgørende betydning for at kunne fastlægge, hvilken national lovgivning om social sikring, der finder anvendelse – den hollandske eller cypriotiske. Det spørgsmål blev forelagt EU-Domstolen.

Spørgsmålet vedrørte lastbilchaufførers retsstilling med afsæt i EU-direktiv nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Ifølge disse fælles EU-regler om social sikring er personer, der har beskæftigelse i to eller flere medlemsstater, uden at være overvejende beskæftiget i den medlemsstat, hvor de er bosat, underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har sit hjemsted eller sit forretningssted. Retten ønskede klarlagt, om henholdsvis transportvirksomhederne eller AFMB Ltd., efter en fortolkning af førnævnte EU-regler, skulle betragtes som chaufførernes arbejdsgiver. Helt konkret ville man gerne vide, om det var den transportvirksomhed, som chaufførerne skal stå til faktisk rådighed for, som udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over for chaufførerne, og bærer de faktiske lønomkostninger, der skulle anses som arbejdsgiver. Hvis ikke, så om det var den virksomhed, som har indgået arbejdsaftale med chaufførerne, og som ifølge aftale med den nævnte transportvirksomhed udbetalte løn til chaufførerne og betalte bidrag heraf i den medlemsstat, hvor denne virksomhed har hjemsted, og ikke i den medlemsstat hvor transportvirksomheden har hjemsted.

EU-Domstolen bemærkede indledningsvis, at en fortolkning af begrebet ”personale” og begrebet ”arbejdsgiver”, som omhandlet i EU- reglerne, har en afgørende betydning for at kunne fastlægge, hvilken national lovgivning om social sikring der finder anvendelse på lastbilchaufførerne. Generaladvokaten anførte, at begrebet ”arbejdsgiver” udgør tilknytningsmomentet for anvendelsen af den lovvalgsregel, der har til formål at udpege én stats lovgivning på sikringsområdet som gældende ret.

Da reglerne ikke indeholder nogen henvisning til hverken national lovgivning eller praksis, følger det af Domstolens helt faste praksis, at EU-bestemmelsen skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele den Europæiske Union. Domstolens fortolkningsstil inddrager både EU-reglens formål og den kontekst som den indgår i. I mangel af en fast EU-definition skal der således tages hensyn til begrebernes normale betydning i sædvanlig sprogbrug for tilsvarende begreber som ”personale” og ”arbejdsgiver”. Domstolen inddrog den objektive situation, som den berørte arbejdstager befinder sig i, og samtlige omstændigheder omkring selve beskæftigelsen. Selvom en ansættelseskontrakt her kan indikere, at der forligger et underordnelsesforhold, er det ikke nødvendigvis den som kontrakten udpeger, som er arbejdsgiver. Afgørende er tillige de forpligtelser som i praksis består mellem arbejdstager og arbejdsplads. Helt konkret har det væsentlig betydning, hvem arbejdstageren er underlagt, hvem der bærer lønomkostningerne, og hvem der har retten til at afskedige den pågældende arbejdstager.

En sådan fortolkning understøttes af de formål, som EU-reglerne forfølger. Disse skal koordinere de enkelte medlemsstaters nationale sociale sikringsordninger for at sikre en effektiv udøvelse af den frie bevægelighed for arbejdstagere. En fortolkning, som alene fandt støtte i formelle betragtninger, såsom en ansættelseskontrakt, ville muliggøre, at virksomheder kunne flytte til det sted, som skal lægges til grund for valg af national lovgivning. Herved risikerer formålet, som EU-reglerne forfølger, at blive bragt i fare. Domstolens konklusion blev på denne baggrund, at chaufførerne findes at have været tilknyttet transportvirksomhedernes personale i de respektive perioder. Da virksomhederne havde til huse i Holland, var det derfor den nederlandske lovgivning om social sikring, der mentes at finde anvendelse – dog var det op til den forelæggende ret at efterprøve beviserne i sagen.

Begrundelsen herfor var i sin helhed, at transportvirksomhederne selv have udpeget de chauffører, som de havde interesse i at benytte, inden AFMB Ltd. indgik kontrakter med dem. En del af chaufførerne var endda forud for kontraktindgåelsen allerede ansat ved disse. Transportvirksomhederne var tilmed ansvarlige for chaufførerne, således at de udøvede deres arbejde for virksomhedernes regning og risiko. Ydermere fremstod det for Domstolen således, at virksomhederne i realiteten rådede over den faktiske afskedigelsesbeføjelse af chaufførerne, ligesom man betalte dem ved hjælp af provision udbetalt til AFMB Ltd. Dermed er det ikke afgørende for fastlæggelsen af arbejdsgiveren, hvem der formelt fremgår som arbejdsgiver af en ansættelseskontrakt – i hvert fald ikke, hvis man er lastbilschauffør inden for international landevejstransport. Det afgørende herfor er, hvem der har den faktiske ledelsesbeføjelse, bærer lønomkostningerne, og besidder retten til at afskedige personalet.

"Det er afgørende for os, at der er kvalitet i alt, hvad vi foretager os"

Kontakt os

 

København K

Amaliegade 12
1256 København K
Parkeringsvejledning

AARHUS

Havnegade 4
8000 Aarhus C
Parkeringsvejledning

RANDERS

Tronholmen 3
8960 Randers SØ
Parkeringsvejledning


Telefon: +
45 7210 9090
Email:
mail@sonderbylegal.eu

Kontonr.:
6186 0011301118
IBAN:
DK2261860011301118
SWIFT:
KRONDK22


×

Menu

Ring til os

Skriv til os

Kontakt os

Har du brug for hjælp kan du kontakte os gennem kontaktformularen eller ringe 72 10 90 90 Vi kan hjælpe med følgende