De tjekkiske skattemyndigheder taber en principiel sag om momsrefusion ved EU-Domstolen. Kreditor i momspligtige handelstransaktioner i det indre marked har således ret til at få foretaget berigtigelse af afgiftsgrundlaget for momsens beregning, selvom skyldner er ophørt med at være momspligtig.

Sagen omhandlede en afgørelse truffet af de tjekkiske skattemyndigheder, Odvolací finanční ředitelství, som gav A-PACK, der er et tjekkisk momspligtigt selskab, delvis afslag på at opnå momsrefusion. A-PACK havde anmodet om at få tilbagebetalt et beløb på 21.000 euro. Baggrunden var, at A-PACK havde en række ubetalte fakturaer på varer og tjenesteydelser, som selskabet havde leveret til nogle kunder i perioden fra den 30. oktober 2008 til den 2. februar 2009. Fakturaerne omfattede herunder leveringer til kunden, Delpharmea Nutraceuticals, der efterfølgende var kommet under konkursbehandling, og som følge heraf var ophørt med at være momspligtig.
Ved afgørelsen nedsatte skattemyndighederne det krævede beløb til 1.600 euro. De begrundede nedsættelsen med, at de tjekkiske momsregler ikke tillod momsrefusion for så vidt angik de ubetalte fakturaer for de momspligtige transaktioner, der havde forbindelse til Delpharmea Nutraceuticals, eftersom denne virksomhed var ophørt med at være momspligtig i forbindelse med konkursbehandlingen.
Efter først at have indbragt afgørelsen for skatteappeldirektoratet og dernæst for byretten i Prag, Městský soud v Praze, uden at få medhold, appellerede A-PACK sagen til den øverste forvaltningsdomstol i Tjekkiet, Nejvyšší správní soud, hvor den nu verserer. Denne domstol var i tvivl om, hvorvidt det var foreneligt med EU’s momsregler, at de tjekkiske momsregler ikke tillod momsrefusion i det omhandlede tilfælde. Derfor besluttede den at udsætte sagen og forelægge dette spørgsmål præjudicielt for EU-Domstolen.
EU-Domstolen indledte med at fastslå udgangspunktet, som er, at medlemsstaternes skattemyndigheder er forpligtet til at nedsætte afgiftsgrundlaget og dermed det momsbeløb, som en momspligtig virksomhed skal betale. Dette gælder i alle tilfælde, hvor en momspligtig virksomhed, efter gennemførelsen af en momspligtig transaktion med en anden momspligtig virksomhed, kun opnår en del af modydelsen for transaktionen eller slet ikke opnår nogen modydelse overhovedet. Dette udgangspunkt er udtryk for et grundlæggende EU-retligt princip om momsens neutralitet. At momsen skal være neutral betyder, at der skal betales den samme afgift, uanset hvor mange handelsled en vare passerer. Afgiften skal i sidste ende bæres af forbrugerne. Dette opnås gennem fradrag og muligheden for at få tilbagebetalt den erlagte moms. Princippet forudsætter på den baggrund, at afgiftsgrundlaget for momsens beregning svarer til den faktisk modtagne modydelse, da momsen ellers ikke ville være neutral. Medlemsstaternes skattemyndigheder kan derfor ikke opkræve et beløb i moms, der er højere end det beløb, som den momspligtige virksomhed har modtaget i modydelse.
EU-Domstolen bemærkede, at det ifølge EU’s momsregler dog er muligt for medlemsstaternes skattemyndigheder at fravige udgangspunktet i tilfælde af ikke-betaling eller kun delvis betaling af modydelsen. Det vil sige, at det i nogle tilfælde kan komme på tale ikke at indrømme fuld momsrefusion. Eksempelvis kan det være relevant for medlemsstaternes skattemyndigheder at modvirke den uvished, der kan være om, hvorvidt en ikke-betaling er endelig. En sådan fravigelsesmulighed skal dog være i overensstemmelse med det EU-retlige proportionalitetsprincip. Princippet indebærer, at en fravigelse ikke må gå længere, end hvad der er nødvendigt. Ifølge EU-Domstolen vil det gå længere end nødvendigt, hvis en fravigelse gør det muligt for medlemsstaternes skattemyndigheder uden videre at udelukke momsrefusion i ethvert tilfælde, hvor der ikke er sket betaling. Dette vil nemlig også udelukke momsrefusion i de tilfælde, hvor der ingen tvivl er om, at der ikke vil ske betaling nogensinde. Eksempelvis i en situation, hvor en skyldner er ophørt som momspligtig i forbindelse med konkursbehandling.
Herefter bemærkede EU-Domstolen, at i det omhandlede tilfælde kunne en fravigelse som den, der var fastsat i de tjekkiske momsregler, ikke anses for at være begrundet i at modvirke uvisheden om, hvorvidt en ikke-betaling er endelig. Tværtimod udgjorde den omstændighed, at Delpharmea Nutraceuticals var ophørt med at være momspligtig i forbindelse med konkursbehandlingen, snarere et forhold, der underbyggede, at ikke-betalingen var endelig. Der var, som følge heraf, nemlig ingen tvivl om, at der ikke ville ske tilbagebetaling i den omhandlede situation.
Videre bemærkede EU-Domstolen, at fravigelsen i de tjekkiske momsregler heller ikke kunne begrundes i, at det var strengt nødvendigt for at forfølge målene om at sikre en korrekt opkrævning af momsen og undgå svig, som forfølges med EU’s momsregler. Den omstændighed, at der i det omhandlede tilfælde var afskåret enhver mulighed for at opnå momsrefusion, hvorefter kreditor pålagdes at bære et momsbeløb, som den pågældende momspligtige virksomhed ikke havde modtaget som modydelse, oversteg hvad der måtte anses for strengt nødvendigt for at opfylde målene om korrekt opkrævning af momsen og for at undgå svig.
På dette grundlag fastslog EU-Domstolen herefter, at det af forvaltningsdomstolen stillede spørgsmål skulle besvares med, at EU’s momsregler er til hinder for momsregler som de tjekkiske, der fastsætter, at en momspligtig virksomhed ikke kan opnå momsrefusion i tilfælde af ikke-betaling eller kun delvis betaling fra en skyldner, hvis skyldneren ikke længere er momspligtig. Eksempelvis hvis skyldneren er under konkursbehandling.
På baggrund af EU-Domstolens dom står det klart, at kreditor i handelsforhold i det indre marked i EU, herunder danske virksomheder, har ret til at få foretaget berigtigelse af afgiftsgrundlaget for den moms, som virksomhederne skal betale i forbindelse med gennemførelsen af en momspligtig transaktion med en anden momspligtig virksomhed, såfremt kreditor kun opnår en del af modydelsen for transaktionen eller slet ikke opnår nogen modydelse overhovedet. Dermed sikrer EU-retten, herunder EU’s momsregler, at virksomhedernes likviditet, rentabilitet og konkurrenceevne ikke påvirkes, når virksomheder i det indre marked indgår transaktioner med hinanden. Det gælder herunder, hvis en af virksomhederne går konkurs. De fælles momsregler inden for EU er således yderst centrale for, at det indre marked med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser kan fungere, da moms ellers kan hindre samhandlen mellem medlemsstaterne.