EU-Domstolen fastslår, at en offentlig myndighed skal overholde de EU-retlige grund- principper om ligebehandling, gennemsigtighed og diskriminationsforbud, når aftalen har en klar grænseoverskridende karakter. Det gælder f.eks., hvis kontrakten ligger under de særlige tærskel- værdier for tjenesteydelseskontrakter og dermed ikke er omfattet af de almindelige regler for udbud.

Læs advokat Hans Sønderby Christensens artikel bragt torsdag den 21. juni 2018 på Jyllands-Postens hjemmeside her eller hent den som pdf her.

EU-Domstolen fastslår i en ny afgørelse, at en offentlig myndighed skal iagttage de EU-retlige grundprincipper om ligebehandling, gennemsigtighed og diskriminationsforbud, når aftalen har en klar grænseoverskridende karakter, også selvom kontrakten ikke er omfattet af de almindelige regler for udbud. Det gælder f.eks. hvis kontrakten ikke overskrider de særlige tærskelværdier for tjenesteydelseskontrakter i EU-lovgivningen.
I afgørelsen understregede EU-Domstolen, at myndighederne har en forpligtelse til at sikre overholdelsen af de grundlæggende EU-retlige principper i forbindelse med udbud af tjenesteydelseskontrakter indenfor sundhedsområdet, som har en klar grænseoverskridende karakter, selvom de almindelige regler for udbud ikke finder anvendelse. Myndighederne skal således sikre, at ensartede forhold behandles lige, medmindre der er objektive grunde for at behandle forholdene forskelligt. Myndighederne skal herudover sikre offentlighed i forbindelse med indgåelsen af kontrakten i overensstemmelse med gennemsigtighedsprincippet samt sikre at udenlandske virksomheder ikke stilles dårligere i konkurrencen om kontrakten end de nationale virksomheder. Disse generelle principper skal overholdes ved indgåelse af tjenesteydelseskontrakter, som er under de særlige tærskelværdier for visse tjenesteydelseskontrakter, herunder blandt andet visse sundhedsydelser, socialydelser og uddannelsesydelser.
Sagen udsprang af 2 selvstændige nationale sager fra Italien mellem henholdsvis Oftalma Hospital Srl (herefter Oftalma) og Commissione Istituti Ospitalieri Valdesi (herefter CIOV) samt Regionen Piemonte (herefter Piemonte). I 1999 indgik Oftalma en aftale med CIOV, der er et udvalg for valdesiske hospitaler i Italien, om levering af en række sundhedsydelser til et hospital i Torino. I den ene sag blev CIOV og den ansvarlige myndighed, Piemonte, ved Tribunale di Torino (retten i Torino) dømt til at betale et vederlag til Oftalma for en række sundhedsydelser. Både CIOV og Piemonte protesterede imod betalingspåkravet, blandt andet med den begrundelse, at aftalen ikke var gyldigt indgået, da der ikke havde været foretaget udbud. Tribunale di Torino afviste protesterne. I den anden sag, havde Oftalma anlagt en sag mod CIOV omhandlende betaling af et udligningsbeløb for leverede ydelser i henhold til kontrakten. Tribunale di Torino forkastede dog søgsmålet.
CIOV og Piemonte appellerede begge sager til Corte d’appello di Torino (Appeldomstolen i Torino), som erklærede aftalen mellem Oftalma og CIOV ugyldig, da kontrakten ikke havde været i udbud, hvilket, Corte d’appello di Torino mente, var i strid med EU-retten.
Oftalma appellerede sagen til Corte Suprema di Cassazione (kassationsdomstolen i Italien), der på grund af tvivl om fortolkningen af EU-retten valgte at udsætte sagen og forelægge den for EU-Domstolen.
Ifølge EU-retten skal offentlige tjenesteydelseskontrakter som udgangspunkt sendes i udbud forud for aftaleindgåelsen. Ifølge den dagældende lovgivning var der dog visse kontrakter, som ifølge EU-retten ikke skulle sendes i udbud, heriblandt kontrakter om sundhedsydelser. Den offentlige myndighed var, ifølge udbudsreglerne, alene forpligtet til at fastsætte de tekniske specifikationer under henvisning til de nationale standarder i de generelle dokumenter eller den enkelte aftale samt orientere EU om aftalens indgåelse.
Corte Suprema di Cassazione var dog af den overbevisning, at aftaler om levering af sundhedsydelser også skulle underlægges almindelige EU-principper i forbindelse med aftaleindgåelsen, da myndigheden skulle sikre en reel konkurrence, ved indgåelsen af kontrakten.
EU-Domstolen bemærkede indledningsvis, at der var opsat lempeligere krav i forbindelse med indgåelse af tjenesteydelseskontrakter indenfor særlige områder, henunder sundhedsvæsnet. Om baggrunden herfor bemærkede EU-Domstolen, at EU-lovgiver formodede, at disse særlige aftaler ikke umiddelbart, på grund af deres særlige karakter, havde en tilstrækkelig grænseoverskridende interesse, som kunne begrunde gennemførelsen af en udbudsprocedure.
Ifølge EU-Domstolens praksis skal de grundlæggende EU-retlige principper om ligebehandling, diskriminationsforbud og gennemsigtighed alligevel iagttages, når aftalen om levering af sundhedsydelser har en klar grænseoverskridende karakter, således andre virksomheder kan varetage deres interesser. EU-Domstolen understregede dog, at dette ikke indeholdt en forpligtelse til at foretage udbud af kontrakten, men at den udstedende myndighed skulle sikre en passende grad af offentlighed, således andre virksomheder havde mulighed for at konkurrere og kontrollere at processen var upartisk.
I denne forbindelse fastslog EU-Domstolen, at det var op til den nationale ret at vurdere, om der i denne sag forelå en klar grænseoverskridende interesse. EU-Domstolen understregede dog, at vurderingen af, om der forelå en grænseoverskridende karakter, som udgangspunkt skulle fortages på tidspunktet for aftalens indgåelse. EU-Domstolen fremhævede herunder en række momenter, som den nationale domstol kunne inddrage i bedømmelsen af, om aftalen havde en grænseoverskridende karakter, herunder aftalens værdi, stedet for arbejdernes udførelse samt kontraktens og sundhedsydelsernes særlige tekniske egenskaber. Derudover kunne der tages hensyn til, om der var indgivet klager om aftalen fra erhvervsdrivende fra andre EU-lande, og om en erhvervsdrivende i et andet EU-land allerede leverede lignende sundhedsydelser. EU-Domstolen fastslog dog, at der skulle være en reel interesse fra en udenlandsk virksomhed, før det kunne fastslås, at kontrakten havde en grænseoverskridende karakter.
EU-Domstolen bemærkede afslutningsvis, at hvis den nationale domstol vurderede, at der forelå en klar grænseoverskridende interesse, og hvorved den manglende gennemsigtighed kunne have medført en forskelsbehandling, måtte det af den nationale domstol undersøges, om denne forskelsbehandling kunne begrundes ud fra objektive omstændigheder.
Den EU-retlige regulering af hvornår og hvordan der skal ske udbud af offentlige tjenesteydelseskontrakter er ændret siden indgåelsen af kontrakten, som denne sag omhandlede. Ifølge de nye regler for udbud, som har fundet anvendelse siden den 17. april 2014 skal alle offentlige tjenesteydelseskontrakter som udgangspunkt sendes i udbud, men der er fastlagt en lempeligere procedure for gennemførelsen af udbuddet for en nærmere præciserede række kontrakter herunder levering af sundhedsydelser. Den lempeligere udbudsprocedure finder dog kun anvendelse, hvis kontraktens værdi overstiger den relativt høje tærskelværdi. Overstiger værdien af kontrakten ikke tærskelværdien, skal de nationale domstole følge samme fremgangsmåde som præciseret i denne dom, hvilket medfører, at medlemsstaten stadig skal overholde de grundlæggende EU-retlige principper, hvis det vurderes, at kontrakten har en klar grænseoverskridende karakter. Dommen er således stadig relevant.