EU-RET: EU-Domstolen har netop fastslået, at fastsættelse af kortere præklusionsfrist for anmodning om tilbagebetaling af ulovligt opkrævet afgift for miljømærker ved indregistrering af motorkøretøj, var i strid med EU-rettens ækvivalensprincip. En præklusionsfrist må ikke stille en afgiftspligtig på et område ringere end på nationale områder.

 

Læs advokat Hans Sønderby Christensens artikel bragt lørdag den 26. december på Jyllands-Postens hjemmeside her eller hent den som pdf her.

 

Den 25. august 2014 betalte det rumænske selskab SC Valoris SRL (herefter Valoris), en afgift på det der svarer til 510 EUR for et miljømærke for motorkøretøjer. Afgiften blev opkrævet som led i den rumænske lovgivning for førstegangs indregistrering i Rumænien af et brugt motorkøretøj. Efter betaling af afgiften fastlog EU-Domstolen, at denne afgift var uforenelig med EU-retten, og der skulle derfor ske tilbagebetaling. Den 7. august 2017 trådte en ny rumænsk lovgivning i kraft, som havde til formål at sætte rammerne for tilbagebetalingen af afgiften, som var blevet opkrævet i strid med EU-retten. Af den rumænske lovgivning fremgik det, at anmodningen om tilbagebetaling skulle være indgivet senest den 31. august 2018, idet retten til tilbagebetaling ellers bortfaldt. Fristen var derfor 1 år.
Valoris indgav den 6. december 2018 anmodning om tilbagebetaling til myndigheden for offentlige finanser i Vâlcea. Det regionale generaldirektorat for offentlige finanser afslog anmodningen. Den rumænske regering anførte som begrundelse, at vedtagelsen af denne særlige frist havde til formål at undgå, at Rumæniens budget blev belastet af rentebetalinger. Den rumænske regering mente, at der var en risiko for rentebetalingen ville blive alt for høj, hvis anmodningen om tilbagebetaling af miljømærkeafgift ikke var underlagt en særlig frist. Valoris anlagde sag den 30. januar 2019 ved Tri-bunal Vâlcea (retten i første instans i Vâlcea i Rumænien). Valoris mente, at de rumænske myndighe-der var forpligtet til at tilbagebetale selskabet den omtvistede afgift med tillæg af renter, selv om selskabet ikke havde overholdt fristen. Til støtte for Valoris’ påstand gjorde selskabet gæl-dende, at fristen på 1 år tilsidesatte EU-retten, idet den begrænsede Valoris’ mulighed for at opnå tilbagebetaling. Tribunal Vâlcea forelagde herefter 2 præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.
Tribunal Vâlcea ønskede af EU-Domstolen oplyst, om den fastsatte frist for anmodning om tilbagebe-taling af den ulovligt opkrævet afgift var forenelig med det EU-retlige effektivitetsprincip og ækviva-lensprincip. Herudover oplyste Tribunal Vâlcea til EU-Domstolen, at den almindelige præklusionsfrist var 5 år efter gældende rumænsk lovgivning vedrørende tilbagebetaling af skatte- og afgiftsfordringer. Den rumænske regering anfægtede denne sammenligning som ugrundet.
Vedrørende det første spørgsmål ønskede Tribunal Vâlcea oplyst om effektivitetsprincippet sam-menholdt med princippet om loyalt samarbejde, var til hinder for, at Rumænien fastsatte en præklu-sionsfrist som var af 1 års varighed. EU-Domstolen bemærkede hertil, at det præjudicielle spørgsmål ikke kun drejede sig om tilbagebetaling af afgifter betalt for miljømærket, men generelt tilbagebeta-ling af afgifter, som er opkrævet i strid med EU-retten.
EU-Domstolen fastslog herefter, at effektivitetsprincippet medfører, at medlemsstaterne ikke må gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden. Det følger herefter af fast retspraksis, at medlemsstaterne bevarer retten til at anvende de processuelle bestemmelser, der er fastsat i deres nationale retsorden, herunder fastsæt-telse af præklusionsfrister. Det er dog et krav, at disse processuelle bestemmelser ikke er i strid med EU-retten. Særligt angående præklusionsfrister har EU-Domstolen fastslået, at fastsættelsen af rimelige søgsmålsfrister opfylder kravet om effektivitet, når disse beskytter den berørtes retssik-kerhed. EU-Domstolen slog herefter fast, at en frist på 1 år for indgivelse af anmodning om tilbage-betaling af afgift opkrævet i strid med EU-retten, ikke i sig selv er urimelig og dermed ikke i strid med effektivitetsprincippet. EU-Domstolen konkluderede derfor, at den rumænske lovgivning var fastsat på en sådan måde, at det i praksis var muligt for Valoris at opnå de rettigheder, som Valoris er tillagt ved EU-retten
Med det andet spørgsmål ønskede Tribunal Vâlcea oplyst om ækvivalensprincippet skal fortolkes således, at det er til hinder for fastsættelse af en præklusionsfrist på 1 år, når den rumænske lovgiv-ning ikke har fastsat en sådan frist for lignende tilbagebetalinger. EU-Domstolen fastslog, at ækviva-lensprincippet indebærer, at medlemsstaterne ikke må fastsætte processuelle regler for anmodning om tilbagebetaling af en afgift, som er mindre fordelagtige end den, der gælder for tilsvarende søgs-mål. Efter EU-retten tilkommer det alene den nationale ret, som har direkte kendskab til de nationale processuelle regler, at efterprøve, om disse regler er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet. EU-Domstolen kan dog give den nationale ret retningslinjer for fortolkningen af EU-retten.
EU-Domstolen undersøgte som det første, om de processuelle regler for sager, der anlægges efter ulovlig opkrævning af miljøafgiften, var mindre gunstige end de retsmidler, der udelukkende er base-ret på tilsidesættelse af nationale retsregler. Indledningsvist blev det bemærket, at præklusionsfri-sten på 1 år allerede var væsentligt kortere end den almindelige frist på 5 år for tilbagebetaling af skatter og afgiftsfordringer. Dermed kunne det konstateres, at der var tale om en mindre gunstig regel for tilbagebetaling af afgift for miljømærket. Med denne konstatering kunne EU-Domstolen ikke med rette drages i tvivl af de argumenter, som den rumænske regering tidligere havde fremført om belastning af regeringens budget grundet rentebetalinger. EU-Domstolen fandt det ubestridt, at vedtagelsen af en præklusionsfrist på 1 år medførte en forkortet ansøgningsfrist. En sådan proces-suel bestemmelse, som den i hovedsagen, havde dermed den mindre gunstige virkning at forkorte den tilbagebetalingsfrist, der fandt anvendelse for andre afgiftspligtige personer, som har mistet den fulde ret til den periode på fem år. Den almindelige frist på fem år for opkrævning af skatter og af-giftsfordringer gjaldt derimod fuldt ud på dette område.
Afslutningsvist slog EU-Domstolen fast, at ækvivalensprincippet er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning fastsætter en forkortet præklusionsfrist på 1 år, når samme frist er længere for tilbagebe-taling af skatte og afgiftsfordringer for tilsidesættelse af national ret.
EU-Domstolens dom er særligt interessant for individets rettigheder, når processuelle bestemmelser bliver til. Fastsættelse at processuelle bestemmelser skal være i overensstemmelse med de EU-retlige principper. De EU-retlige principper er netop med til at sikre, at individets retsstilling ikke forrin-ges. Økonomiske hensyn kan herefter ikke begrunde, at processuelle bestemmelser bliver tilrettelagt på en sådan måde, at individets retsstilling forringes.