FORRETNINGSHEMMELIGHEDSDIREKTIVET SKAL TAGES ALVORLIGT – OGSÅ I DANMARK

 

1 års fængsel.

Det fik store konsekvenser for en medarbejder at skaffe sig oplysninger om virksomhedens forretningshemmeligheder samt at kopiere disse oplysninger til egen mail.

Omstændighederne var, at det kort før en selvvalgt opsigelse viste sig, at en medarbejder havde overført knapt 39 mails fra virksomheden til sin egen hotmail. Få dage forinden havde medarbejderen været til samtale hos en konkurrent og havde sagt ja til jobbet.

 

Da sagen begyndte at rulle, faldt det tidsmæssigt sammen med, at Folketinget efter lovforslag vedtog og implementerede et EU-direktiv med henblik på at ”ensrette lovgivningen om forretningshemmeligheder, så reglerne bliver ens i hele EU…”

I januar 2018 blev Forretningshemmelighedsdirektivet vedtaget som en ny selvstændig lov og erstattede markedsføringsloven. Direktivet var vedtaget i EU tilbage i maj 2016. På flere punkter minder reglerne om hinanden.

Forretningshemmelighedsdirektivet beskytter og skaber lige rammevilkår for erhvervslivet i EU vedrørende knowhow, markeds- og forretningsstrategier og opfindelser. Anklagemyndigheden gjorde således gældende med hjemmel i Forretningshemmelighedsloven, at der klart havde fundet ulovlige overførsler sted under særligt skærpende omstændigheder.

 

Sagen verserede gennem hele coronaperioden og trak således ud. Både byret og Landsret fandt derfor grundet den lange sagsbehandlingstid og det forhold, at der ikke var fundet beviser på, at forretningshemmelighederne var videregivet og dermed havde påført virksomheden skade, at straffen skulle være betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Midt- og Vestjyllands politi offentliggjorde udfaldet i byretten på egen hjemmeside:

Kvinde dømt for tyveri af forretningshemmeligheder

En 47-årig kvinde fra Silkeborg blev i dag idømt 1 års betinget fængsel for at have stjålet forretningshemmeligheder fra sin arbejdsgiver.

Inden en kvinde fra Silkeborg skiftede job fra én virksomhed til en anden, sendte hun 39 e-mails fra sin arbejdsmail til sin private mail med vedhæftede dokumenter og filer fra den virksomhed, hun forlod. De indeholdt blandt andet oplysninger om produktudviklingsprocesser, strategi, kostpriser, salgspriser og navne på leverandører.
I dag, tirsdag den 11. april 2023, blev den 47-årige kvinde så fundet skyldig i hacking og ulovlig erhvervelse af forretningshemmeligheder under særligt skærpende omstændigheder. Dommen
faldt ved Retten i Viborg, og straffen lød på et års fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om 200 timers samfundstjeneste.

Sønderby Legal bistod virksomheden fra start til slut.