EU-Domstolen har fastslået, at Storbritannien kan beslutte at tilbagekalde meddelelsen om at udtræde af EU. Domstolen fastslår, at da ingen stat kan tvinges ind, kan den heller ikke tvinges ud.
Læs artiklen fra Jyllands-posten, tirsdag den 15. januar 2019 her.
EU-Domstolen fastslog i december 2018, at det er muligt for Storbritannien at tilbagekalde sin meddelelse til Rådet om at udtræde af EU i forbindelse med brexit.
Ved folkeafstemningen den 23. juni 2016 flertal af Storbritanniens vælgere for, at Storbritannien skulle udtræde af Den Europæiske Union. Dette optager naturligvis virksomheder overalt i EU. Den 29. marts 2017 meddelte Storbritannien Rådet sin meddelelse om, at Storbritannien ville trække sig tilbage fra EU i henhold til Traktatens artikel 50.
Ifølge artikel 50 skal der mellem EU og den udtrædende medlemsstat indgås en udtrædelsesaftale. Aftalen indgås som led i en slags skilsmisseforhandling, hvor EU og den udtrædende medlemsstat forhandler rammerne for de fremtidige forbindelser mellem EU og den udtrædende medlemsstat.
Såfremt aftalen ikke foreligger inden to år efter meddelelsen om at udtræde, ophører traktaterne med at finde anvendelse på den pågældende medlemsstat, medmindre Rådet med enstemmighed beslutter af forlænge toårsfristen. Udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien blev godkendt af Rådet den 25. november 2018, men aftalen er endnu ikke godkendt af det britiske parlament.
Den 19. december 2017 – forinden udtrædelsesaftalen blev godkendt af Rådet – indledte en række medlemmer af Storbritanniens parlament, det skotske parlament og Europa-Parlamentet et søgsmål ved Court of session, Outer House (Skotlands øverste domstol i civile sager, førsteinstanskammer, Det Forenede Kongerige), med henblik på at opnå en afklaring af, om meddelelsen om beslutning om at udtræde kan tilbagekaldes ensidigt inden udløbet af to-årsfristen med den virkning, at Storbritannien forbliver i EU.
Søgsmålet blev afvist af Lord Ordinary (enedommer i første instans) med den begrundelse, at det udgjorde et indgreb i Storbritanniens parlaments suverænitet, ligesom der var tale om et hypotetisk spørgsmål. Der blev efterfølgende iværksat appel ved Court of Session, Inner House (Skotlands øverste domstol i civile sager, appelkammer), som valgte at tage appellen til følge og hjemvise sagen til Lord Ordinary.
Endnu engang valgte Lord Ordinary at forkaste søgsmålet. Sagen blev herefter appelleret til Court of Session, Inner House, First Division (Skotlands øverste domstol i civile sager, appelkammer, første afdeling), som valgte at forelægge EU-Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten tillader, at en medlemsstat tilbagekalder sin beslutning om at udtræde af EU, når først den er tilsendt Rådet.
Indledningsvis fastlog EU-Domstolen, at det forelagte spørgsmål skal undersøges i lyset af Traktaterne som helhed under henvisning til, at Traktaterne binder EU og medlemsstaterne sammen, ligesom Traktaterne binder medlemsstaterne til hinanden. EU-Domstolen bemærkede i den forbindelse, at ifølge EU-Domstolens faste praksis kræver fortolkning af en bestemmelse i EU-lovgivningen, at der ikke alene tages hensyn til ordlyden og de mål, den forfølger, men også om dens sammenhæng og bestemmelserne i EU-lovgivningen som helhed. Yderligere kan oprindelsen til en bestemmelse i EU-lovgivningen indgå som fortolkningsmoment.
Vedrørende ordlyden af Traktatens artikel 50 bemærkede EU-Domstolen, at traktatbestemmelsen ikke indeholder nogen udtrykkelig regel om tilbagekaldelse. Derimod henviser traktatbestemmelsen til medlemsstatens meddelelse om ”hensigten” om at udtræde og ikke selve udtrædelsen, eftersom udtrædelsen alene kan finde sted efter, at der er indgået en udtrædelsesaftale, eller efter udløbet af et tidsrum på to år. EU-Domstolen bemærkede herefter, at en sådan hensigt hverken er endelig eller uigenkaldelig.
EU-Domstolen henviste herefter til udtrædelses-proceduren i Traktatens artikel 50 og de to målsætninger, som traktatbestemmelsen forfølger; først og fremmest en medlemsstats suveræne ret til at trække sig tilbage fra EU, og for det andet at indføre en procedure, der gør det muligt at etablere en sådan tilbagetrækning på en ordnet måde. Herefter udtalte EU-Domstolen, at netop medlemsstatens suverænitet støtter konklusionen om, at en medlemsstat kan tilbagekalde meddelelsen om, at den har hensigt til at trække sig fra EU, såfremt udtrædelsesaftalen mellem EU og den pågældende medlemsstat ikke er trådt i kraft, eller såfremt en sådan udtrædelsesaftale endnu ikke er vedtaget inden for den toårige-periode.
EU-Domstolen fastslog herefter, at – i mangel af en udtrykkelig traktatbestemmelse om tilbagekaldelse – finder Traktatens artikel 50 anvendelse på Storbritanniens tilbagekaldelse med det resultat, at tilbagekaldelsen ensidigt kan besluttes i overensstemmelse med de forfatningsmæssige krav, som gælder i medlemsstaten.
Resultatet støttes ifølge EU-Domstolen af, at en medlemsstats tilbagekaldelse af en meddelelse om, at den har til hensigt at trække sig tilbage fra EU, skal betragtes som en statslig afgørelse om at opretholde sin status som medlemsstat i EU. Således afviste EU-Domstolen Rådets og EU-Kommissionens argument om, at enhver tilbagetrækning af en meddelelse om at udtræde skal betragtes som en omgåelse af udtrædelsesproceduren.
Yderligere bemærkede EU-Domstolen, at det udtrykkeligt fremgår af Traktatens bemærkninger, at Traktatens formål netop er at skabe en stadig tættere union, ligesom Traktaten bestemmer, at det står en medlemsstat frit for at indtræde i EU og dermed forpligte sig til EU’s værdier. Når en stat ikke kan tvinges til at indtræde i EU mod sin vilje, kan en medlemsstat ifølge EU-Domstolen heller ikke tvinges til at trække sig tilbage fra EU mod sin vilje. Et sådant resultat vil være uforeneligt med de mål og værdier, som danner grundlag for EU. Dermed afviste EU-Domstolen Rådets og Kommissionens forslag om, at en medlemsstats ret til tilbagekaldelse af meddelelsen om at udtræde, bør godkendes af Rådet.
På baggrund af fortolkningen af Traktaten konkluderede EU-Domstolen, at så længe tilbagetrækningsaftalen mellem EU og den pågældende medlemsstat endnu ikke er trådt i kraft, eller såfremt en sådan tilbage-trækningsaftale endnu ikke er indgået inden for en periode på to år, har den pågældende medlemsstat bevaret evnen til ensidigt at tilbagekalde meddelelsen om, at den agter at trække sig tilbage fra EU.
Eftersom udtrædelsesaftalen endnu ikke endeligt er godkendt af det britiske parlament, kan Storbritannien – såfremt der er politisk vilje hertil – forblive i EU. Såfremt det sker, forbliver de også en del af det indre marked, som sikrer den frie bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser samt arbejdskraft på tværs af landegrænserne.
Theresa May står i dag tirsdag over for en afgørende afstemning i Underhuset. Her skal de britiske parlamentarikere stemme om skilsmisseaftalen.