EU-Domstolen fastslår, at kreditor i handelsforhold i det indre marked, ud over engangsbeløbet på mindst 40 euro, har krav på rimelig kompensation ved udstedelse af rykkerskrivelser

For at sikre, at virksomheder inden for EU er i stand til at drive handel inden for hele det indre marked, uden at handler på tværs af grænserne indebærer større risici end salg på hjemmemarkedet, der kan føre til konkurrenceforvridning, har EU fastsat en række regler, som har til formål at bekæmpe forsinket betaling i handelsforhold på tværs af grænserne. Ifølge EU-reglerne gælder, at en kreditor har krav på et engangsbeløb på minimum 40 euro i forbindelse med inddrivelse af gæld, men reglerne indeholder samtidig også en mulighed for, at en kreditor kan opnå en rimelige kompensation. EU-Domstolen har nu fastslået, at kompensationsmulighederne ikke udelukker hinanden.
Baggrunden for sagen var, at det tjekkiske forsikringsselskab Česká pojišťovna a.s. (herefter ”Česká”) og virksomheden WCZ, spol. S r. o. (herefter ”WCZ) i 2012 indgik en forsikringsaftale, som senere i 2015 blev ophævet af Česká på grund af manglende betaling af en forsikringspræmie. Forinden ophævelsen havde Česká sendt i alt fire rykkerskrivelser til WCZ. Med henblik på at gøre sit krav gældende, indbragte Česká sagen for Okresní soud v Českých Budějovicích (kredsdomstolen i České Budějovice, Den Tjekkiske Republik, herefter ”kredsdomstolen”) med krav om betaling af den skyldige forsikringspræmie inklusive lovbestemte morarenter fra den 25. februar 2015 og indtil den skyldige forsikringspræmie var betalt. Derudover krævede Česká også i henhold til EU-retten betaling af engangsbeløbet på minimum 40 euro, som i tjekkisk lovgivning var fastsat til ca. 46 euro, samt kompensation for sagsomkostninger, herunder omkostningerne til advokatbistand og rykkerskrivelser før sagsanlægget. Kredsdomstolen i České Budějovice var i tvivl om, hvorvidt Česká kunne opnå kompensation for de med retssagen forbundne omkostninger samtidigt med, at virksomheden krævede engangsbeløbet. Kredsdomstolen i České Budějovice valgte herefter at udsætte sagen og forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen.
EU-Domstolen slog indledningsvis fast, at formålet med EU-lovgivningen på området er at sikre en kompensation for de inddrivelsesomkostninger, som en kreditor afholder, når der betales morarenter. EU-Domstolen foretog herefter en ordlydsfortolkning af den relevante EU-retlige bestemmelse, idet Domstolen bemærkede, at det ikke fremgår af bestemmelsens ordlyd, at omkostninger til rykkerskrivelser, som kreditor har udsendt for at opnå betaling af sit krav, ikke kan kompenseres ud over det faste beløb på 40 euro. Derimod fremgår det af ordlyden, at det fastsatte beløb på 40 euro er et minimumsbeløb, ligesom ordlyden direkte foreskriver, at kreditor ”ud over det faste beløb” er berettiget til at kræve rimelig kompensation af skyldneren for eventuelle yderligere omkostninger. Således havde EU-lovgiver ifølge EU-Domstolen ønsket at fremhæve, at omkostningerne ved inddrivelse, uanset om de overstiger beløbet på 40 euro, kan være genstand for kompensation.
EU-Domstolen bemærkede samtidigt, at en EU-retlig bestemmelses formulering på de forskellige EU-sprog er forskellige, hvilket betyder, at den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af den EU-retlige bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. Derimod skal EU-retlige bestemmelser fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle EU’s officielle sprog.
EU-Domstolen foretog herefter en formålsfortolkning af reglen. EU-Domstolen fastslog, at formålet med reglen er at bekæmpe forsinket betaling i handelsforhold, eftersom forsinkelse udgør et kontraktbrud, som finansieringsmæssigt kan være attraktivt for skyldnere, men ugunstigt for kreditor. For at beskytte kreditor mod forsinkelser, bør kreditor ifølge EU-Domstolen kompenseres så fuldstændigt som muligt for de afholdte inddrivelsesomkostninger. Således ville det være i strid med bestemmelsens formål at fortolke bestemmelsen på den måde, at inddrivelsesomkostninger, som følge af en debitors forsinkede betaling, ikke kan give anledning til kompensation, der er højere end det faste beløb på minimum 40 euro.
EU-Domstolen inddrog herefter indholdet af de tidligere gældende regler i sin fortolkning af de nugældende. Tidligere gjaldt, at kreditor var berettiget til en rimelig kompensation for ”alle relevante omkostninger” ved gældsinddrivelsen. Ifølge Domstolen tydede intet på, at EU-lovgiver med vedtagelsen af den nugældende bestemmelse ønskede at mindske kreditors beskyttelse. Det ville derfor være inkonsekvent at fortolke de nugældende regler således, at kreditor ikke kunne opnå en kompensation, der gik ud over engangsbeløbet på minimum 40 euro. EU-Domstolen præciserede dog, at kompensationen, idet den skal være ”rimelig”, hverken kan dække den del af de nævnte omkostninger, som allerede er omfattet af de 40 euro, eller de omkostningerne, der synes uforholdsmæssige i den konkrete sag.
EU-Domstolen konkluderede herefter – med afsæt i bestemmelsens ordlyd og formål – at en kreditor, der kræver kompensation for omkostninger i forbindelse med rykkerskrivelser sendt til debitor på grund af dennes forsinkede betaling, har krav på, ud over det faste beløb på minimum 40 euro, at opnå en rimelig kompensation for den del af disse omkostninger, der overstiger det faste beløb.
Med EU-Domstolens dom står det nu klart, at virksomheder inden for Det Indre Marked, herunder også danske virksomheder, ikke blot er berettiget til et på forhånd fastsat beløb, men i øvrigt er berettiget til en rimelig kompensation for inddrivelsesomkostninger, såfremt betaling fra en debitor ikke finder sted til tiden. Kompensationen kan efter bestemmelsens ordlyd bl.a. indbefatte omkostninger til at engagere en advokat eller et inkassofirma, hvilket må formodes at give skyldneren et incitament til at betale til tiden. Dermed sikrer EU-retten – endnu en gang – at virksomheders likviditet, rentabilitet og konkurrenceevne ikke påvirkes negativt, blot fordi virksomhederne indgår kontrakter på tværs af EU’s grænser.