1. Forretningsbetingelsernes område

1.1 
Advokatfirmaet SØNDERBY LEGAL driver virksomhed på følgende adresse: Tronholmen 3, 8960 Randers SØ – Havnegade 4, 8000 Aarhus C – H.C. Andersens Boulevard 11, 2. sal, 1553 København V

Vi kan kontaktes på telefonnummer +45 72109090 samt på e-mailadressen info@sonderbylegal.dk

Vores CVR-nr. er 38054929.

SØNDERBY LEGAL er organiseret som partnerselskab.

Advokaterne hos SØNDERBY LEGAL er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og er en del af Advokatsamfundet.

1.2 
Forretningsbetingelserne gælder for alle advokatopgaver, som SØNDERBY LEGAL udfører for klienten, medmindre klienten har indgået anden skriftlig aftale for den pågældende opgave med os.

 


2. Udførelsen af advokatopgaven

2.1 
SØNDERBY LEGAL og klienten aftaler løbende den juridiske bistand og omfanget af hver opgave samt klientens og andres medvirken og ydelser.

2.2
SØNDERBY LEGAL forpligter sig over for klienten til at yde kvalificeret juridisk bistand, der leveres til aftalt tid og i aftalt omfang.

2.3
SØNDERBY LEGAL, herunder firmaets partnere og medarbejdere, udfører opgaven i overensstemmelse med kravene til adfærd og etik i retsplejelovens regler om advokater og Advokatrådets advokatetiske regler.

2.4
SØNDERBY LEGAL er undergivet reglerne i hvidvaskningsloven og skal derfor blandt andet indhente og opbevare identitetsoplysninger på klienten.

I det omfang, varetagelsen af reglerne om hvidvask kræver det, er SØNDERBY LEGAL berettiget til når som helst at forlange personlig legitimation fra klienten, herunder for de tegningsberettigede eller andre, som optræder på vegne af selskaber, foreninger, fonde o.l.

2.5
SØNDERBY LEGAL opbevarer alle sagsakter på arkiv i mindst fem år fra sagens afslutning. Originale dokumenter tilbageleveres senest ved sagens afslutning.

2.6
Klienten får de nødvendige rettigheder til at bruge det skriftlige materiale, som SØNDERBY LEGAL leverer til klienten i forbindelse med sagen, men SØNDERBY LEGAL har og bibeholder alle ophavsrettigheder og andre immaterielle rettigheder til materialet.

 


3. Honorar, fakturering og klientmidler

3.1 
SØNDERBY LEGAL fastsætter honoraret med udgangspunkt i arbejdets omfang, herunder arbejde uden for normal arbejdstid, den interesse sagen repræsenterer for klienten, værdien af SØNDERBY LEGALs ydelser, det ansvar, der er forbundet med opgaven, sagens kompleksitet, graden af specialistviden og det opnåede resultat. Vi kan anmode klienten om at indbetale et depositum for vores honorar.

3.2 
Opgaverelaterede omkostninger og udlæg, herunder gebyrer, rimelige rejse- og opholdsudgifter, forplejning, større kopierings- og forsendelsesudgifter samt eksterne transmissionsudgifter betales af klienten ud over honorarer.

3.2.2
I forbindelse med berigtigelse af ejendomshandler afregnes hos klienten bistand til den anden part i handlen, hvis denne ikke har etableret digital signatur, og vi derfor skal fremskaffe tinglysningsfuldmagt mv.

3.3
I forbindelse med påbegyndelsen af en opgave vil klienten efter anmodning blive oplyst om honorarets størrelse, hvis det er muligt ud fra opgavens karakter. Kan honoraret ikke oplyses, vil den måde, honoraret beregnes på, f.eks. de timepriser, der anvendes, blive oplyst. I forbrugerforhold gives klienten oplysninger om honoraret, inden arbejdet påbegyndes.

3.4
Normalt fakturerer SØNDERBY LEGAL kvartalsvis bagud. Der kræves dog som udgangspunkt forudbetaling af større, eksterne omkostninger.

3.5
Betalingsbetingelserne er netto 8 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling beregnes renter i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser. Fakturabeløbet skal betales uden hensyn til lokale skatter i klientens domicilland.

3.6
Alle klientmidler, der betros SØNDERBY LEGAL, forvaltes efter Advokatsamfundets regler og bliver indsat på klientkonti i Sparekassen Kronjylland, Tronholmen 1, 8960 Randers SØ. Tilskrevne renter tilfalder klienten i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler mens negative renter debiteres klienten i forbindelse med sagens afregning. Alle renter tilskrives eller debiteres med samme sats som godskrevet eller pålignet SØNDERBY LEGAL.

I tilfælde af en banks konkurs får indskyderne dækning i henhold til lov om garantiordning for indskydere og investorer. Garantiformuen dækker en berettiget indskyders midler op til et beløb svarende til EUR100.000 (ca. DKK 750.000). Dækningsmaksimummet gælder det samlede indskud i banken, selvom pengene står på forskellige konti, herunder på både klientbankkonti og egne konti.

Der gælder særlige regler for indskud vedr. fast ejendom, hvis den faste ejendom har været anvendt til eller er bestemt til hovedsageligt ikke-erhvervsmæssige formål. Her dækkes beløb op til EUR 10 mio., indtil 12 måneder efter beløbet blev indsat, og uanset om indskuddet står på en særskilt konti. Nærmere oplysninger om garantiordningen findes på Garantiformuens hjemmeside www.gii.dk.

 


4. Fortrolighed, habilitet og insiderregler

4.1 
SØNDERBY LEGAL er forpligtet til at behandle alle oplysninger, modtaget af klienten, ellermodtaget om klienten, fortroligt. Alle i SØNDERBY LEGAL er pålagt en udvidet tavshedspligt, og derudover har SØNDERBY LEGAL sikkerhedsprocedurer for håndtering af alt fortroligt materiale.

4.2 
Alle i SØNDERBY LEGAL er undergivet særlige regler i overensstemmelse med gældende lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.

4.3 
SØNDERBY LEGAL har etableret særlige regler og procedurer, som har til formål at imødegå interessekonflikter ved modtagelse af sagen og at håndtere interessekonflikter, som eventuelt måtte opstå undervejs. I det omfang, der vurderes at være interessekonflikter, eller at sådanne evt. kunne opstå interessekonflikter, adviseres klienterne straks herom med opfordring til at søge advokatbistand andetsteds.

4.4 
SØNDERBY LEGAL samarbejder efter aftale med klienten med andre om ydelse af bistand og giver på klientens anmodning oplysninger om de foranstaltninger, som SØNDERBY LEGAL har truffet for at undgå eventuelle interessekonflikter i den henseende.

 


5. Ansvar, ansvarsbegrænsning og forsikring

5.1 
SØNDERBY LEGAL er ansvarlig for den leverede rådgivning i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

5.2 
Ansvaret er for såvel SØNDERBY LEGAL som dets partnere og medarbejdere begrænset til et beløb på maksimalt DKK 50 mio. pr. opgave, dog således, at de samlede erstatningsbeløb, som én klient er berettiget til at modtage, ikke kan overstige DKK 50 mio., for så vidt angår samtlige krav, som klienten rejser inden for ét kalenderår.

5.3 
SØNDERBY LEGAL og dets partnere og medarbejdere er ikke ansvarlige for indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image m.v.

5.4 
SØNDERBY LEGALs partnere og medarbejdere hæfter ikke for eventuelle fejl, begået af rådgivere, som SØNDERBY LEGAL har henvist klienten til, ligesom SØNDERBY LEGAL og dets partnere og medarbejdere ikke hæfter for eventuelle fejl, begået af underleverandører, som SØNDERBY LEGAL efter aftale med klienten har overladt dele af opgavens løsning til.

5.5 
Advokater hos SØNDERBY LEGAL er ansvarsforsikret i CODAN Forsikring og omfattet af firmaets garantiordning tegnet hos CODAN Forsikring. Ansvarsforsikringen dækker al advokat- og bestyrelsesarbejde, udøvet af SØNDERBY LEGAL, uanset, hvor advokatvirksomheden udøves.

5.6 
Advokaterne hos SØNDERBY LEGAL er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jfr. retsplejelovens § 126. Herudover gælder de advokatetiske regler.

5.7 
De regler, der særligt gælder for udøvelse af advokaterhvervet, kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside.

 


6. Klager

6.1
Hvis klienten ikke er tilfreds med SØNDERBY LEGALs rådgivning eller det beregnede honorar, kan klienten til enhver tid kontakte den partner, som har ansvaret for sagen.

6.2
Klager over SØNDERBY LEGALs rådgivning eller det beregnede honorar, kan af klienten indbringes for Advokatnævnet:

Kronprinsessegade 28
1306 København K
Telefon: 33 96 97 98
E-mail: klagesagsafdelingen@advokatsamfundet.dk
www.advokatsamfundet.dk/Advokatnævnet

 


7. Lovvalg og værneting

7.1 
SØNDERBY LEGALs rådgivning og forretningsbetingelser er underlagt dansk ret.

7.2 
Eventuelle tvister kan alene indbringes for danske domstole.